Gratis opskrift på barnevognskæde med buttede ugler

Jeg har lavet nogle nye ugler - som er lidt mere buttede end dem jeg tidligere har brugt til barnevognskæder Jeg har kombineret tre farver: lavendel, lyserød og hvid.

Anvendte materialer:
hæklenål 2,5
8/4 bomuldsgarn i tre eller flere farver
polyesterfyld
3 raslebokse
2 træclips/seleclips
120cm elastiksnor/polyestersnor
trækugler 8-25mm.

TIPS og TRICKS
↣ Alle omgange hækles i spiral - UNDTAGEN der hvor der laves farveskift, der benyttes i stedet 1km + 1lm, for at få den pæneste overgang mellem farverne.
↣ Påsy øjne før uglen trykkes flad og lukkes.
↣ Læg ugler, kugler og clips op på et bord med cm-måler for at sikre at kæden får den korrekte slut længde.

Hæklede kugler
4stk i farve 1 (hvid)
4stk i farve 2 (lyserød)
4stk i farve 3 (lavendel)

Hækles omkring trækugler på 15mm. Start med en magisk ring med 6fm. Herefter udtagning i alle masker = 12fm. Udtagning i hver anden maske = 18fm. Læge kuglen indeni og fortsæt omkring kuglen. Lav én omgang med 1fm i hver maske = 18fm. Herefter indtagning i hver anden maske = 12fm. Indtagning i alle masker = 6fm. Snorene hæftes og de lange ender klippes af.

Buttede uglekroppe (3stk)
Start med farve 1.
1. omg: 6fm i magisk ring (6)
2. omg: udt i alle masker (12)
3. omg: *udt, 1fm* (18)
4. omg: *udt, 2fm* (24)
5. omg: *udt, 3fm* (30)
6. omg: *udt, 4fm* (36)
7. omg: *udt, 5fm* (42)
8. omg: *udt, 6fm* (48)
9. - 22. omg: *1fm i hver* (48) OBS farveskift ved omgang 15 til farve 2.
23. omg: *indt, 6fm*(42)
24. omg: 42fm
25. omg: *indt, 5fm* (36)
26. omg: 36fm
27. omg: *indt, 4fm* (30)
Fyld med polyesterfyld + rasleboks. Tryk flad og hækl sammen med fm. Bryd garnet og hæft ender.

Der laves tre ugler i de tre farver. Jeg har kombineret farverne således.
Farve 1 + Farve 3
Farve 2 + Farve 1
Farve 3 + Farve 2

Vinger
Start med samme farve som ugle-underkroppen. Start med 5fm i magisk ring – VIGTGT! Vend og hækl den modsatte vej over maskerne.
1. række: 1udtg, 1fm, 1udtg, 1fm, 1udtg
2. række: 8fm
3. række: 1udtg, 6fm, 1udtg
4. række: 10fm


Nu hækles der i rækker over den lige side – stadig i rækker.
5. række: lav 8fm
6-7. række 1fm i hver (8)
Bryd garnet, men efterlad en snor lang nok til at montere vingen på
uglen.
Start med samme farve som ugle-underkroppen og hækl en kant af fm. Bryd garnet og brug enden til at montere vingen med.


Øjne
Start med hvid.
1. omg: 6fm i magisk ring
2. omg: udt i alle masker (12)
3. omg: *udt, 1fm* (18), afslut med 1km og bryd garnet.
Der laves 6stk af disse.

På to sæt (4stk) af de hvide broderes lukkede øjne med sort garn, som hæftes på bagsiden af øjet, før øjet monteres på uglen.

På det sidste sæt øjne hækles der to sorte pupiller således:
Start med sort.
1. omg: 6fm i magisk ring
2. omg: udt i alle masker (12), afslut med 1km og bryd garnet.

Læg den sorte pupil ovenpå den hvide skive og sy sammen. Sy en hvid streg gennem den sorte pupil, før montering på uglen.

Montering af kæden
Læg alle delene op på et bord foran dig, så kan du bedre vurdere hvor mange 'alm' perler - altså uden hækling omkring - du skal tilføje/fjerne for at kæden får det korrekte slut mål. De fleste barnevognskalecher på standardvogne vil en kæde være passende med en længde på 48-50cm.

Jeg starter ved den fjerde yderste kugle og påsætter alle delene på snoren, helt til enden med clipsen - her bindes den omkring med en flot knude, også retur gennem alle delene og ned til den anden clips. På den måde lægger snoren dobbelt inden i, før den hæftes inden i den kuglen man startede med.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar